Denne artikel omhandeler problematikker og løsniger ifm. udskiftening af bærende vinduer og dørpartier (elementer) i enfamiliehuse. Så står du overfor en vinduesudskiftning, så kan du her læse om hvornår vinduer og dørpartier typisk er bærende.
Hvordan ved jeg om vinduerne er bærende?
For at konstaterer om vinduerne og dørpartier er bærende, ser jeg altid på opførelsetidspunktet af huset og byggestilen. Det er typisk typehuse fra 60erne og frem til 80erne at vinduer og dørpartier blev anvendt som bærende elementer i husbyggeri. Husene havde lange vinduesbånd, det er ikke unormalt med 4-6m, og også ofte med et dørparti. Partierne var også ført op til remmen ligen under tagudhænget. Nedenfor er angivet typiske tegn på bærende vindueselementer:
- Typehuse fra 1960 til 1980erne, med lange vinduesbånd
- Vinduerne er placeret tæt op under tagkonstruktionen
- Remmen over elementerne er ikke meget kraftigt udført, ift. at den skal kunne bære 4-6m tagkonstruktion
- Vinduers-dørelementer har kraftige karme og placeret helt tæt sammen
- Elementerne har beklædningsplade imellem eller udenpå (her kan der evt. være en søjle eller en indvendig skillevæg, der er bærende)
- Beklædningsplade over elementerne
For endeligt at konstatere om vinduer og dører er bærende, skal en evt. beklædningsplade afmonteres, herefter kan det ses om remmen ved tagkonstruktionen er klodset op på elementern. Der kan også udføres en statiske beregning af remmen, som viser hvad den er designet til at kunne bærer/spænde mellem understøtningspunkter.
Vinduerne er bærende, hvilke løsninger er der?
Der er flere løsningsmuligheder ved udskiftninge af bærende vindues-og dørelementer, disse afhænger af den konkrete situation, men nedenfor er angivet forskellige mulige løsninger:
- Man kunne bevare eksisterende karme og alene udskifte ruderne, dette kræver dog at karmene er i god stand
- Er karmene i god stand kan der også sættes nye vinduer ind i de eksisterende karme (dette anser jeg for en mindre god løsning – da ruderne så bliver markant mindre)
- Sørge for at remmen understøttes sammen steder efter udskiftningen, fx ved søjler. Der kan også være placeret søjler, og hvis disse er i god stand, kan elementerne direkte udskiftes.
- Forstærke remmen så denne kan spænde længere mellem understøtningspunkter. Dette giver frihed til at lave om på layoutet, hvilket giver større frihed ved renoveringen, fx indsætte en skydedør
- Lave om på understøtningspunkterne, ved indsættelse af nye søjler, og efterfølgende lave en statisk beregning af remmen. Dette vil give noget frihed til at lave om på elementerne
Hvad kan gå galt, ved udskiftning af bærende vinduer?
For det første skal det gøres klart, at nye vinduer ikke er lavet til at være bærende. Det gør at en direkte udskiftning ikke er en mulighed, og hvis det alligevel bliver gjort, bortfalder garantien normalt på nye vinduer. Hvis du er gået i gang og har skåret de lodrette bærende karme over, skal der hurtigst muligt udføres en afstivning, for at sikre stabiliteten af tagkonstruktionen.
I princippet kan remmen deformerer og brække så der opstår kollaps i tagkonstruktionen, jeg har dog ikke selv oplevet dette. Jeg har kun fået flere henvendelser hvor vinduer og døre er udskiften og nu ikke kan åbnes da tagkonstruktionen “trykker” uhensigtsmæssigt ned på elementern.
Det helt store problem opstår ved skydedørspartier, som er meget følsomme over for deformationer. Hvis remmen ligger af/understøttes på en sådan parti, er der meget stor risiko for, at skydedøren sidder fast og næsten ikke kan åbnes. Dette er helt klart en fejl fra den udførende entreprenør og evt. ingeniøren der ikke har været opmærksom på de bærende elementer.
Fornuftig forberedelse sikrer dig!
Når du går med overvejelser om at udskifte/lave om på bærende vinduer, er det vigtigt at at få lavet nogle forundersøgelser. Her kan gennemgås de punkter i afsnittet “Hvordan ved jeg om vinduerne er bærende”, hvorefter der åbnes op over/mellem og evt. under vinduer, for at kunne endeligt fastlægge det konstruktive system. Herefter kan mulige løsninger fastlægges, fx nyt layout eller også skal eksisterende bibeholdes, og der bliver ikke mulighed for at lave om på layoutet. Der hvor det oftes går galt, er når en bygherre/tømrer skynder sig at bestille et nyt skydedørsparti, der kræver et nyt layoput, hvorefter det viser sig, at det er nærmest umuligt at få indbygget den skydedør!
Du er meget velkommen til at tage fat i Calceku ApS for en snak omkring udskiftning af bærende vinduer.